Hjælp trængte dildofamilier!

Kære læsere,

jeg må desværre se mig nødsaget til at bruge denne ordbog som talerør. Det er i den grad på tide, nogen åbner munden og tager fat helt nede om roden på et af vores samfunds store problemer, nemlig stress i dildofamilier – en stress, der kun har vokset sig større og større med tiden og efterhånden har nået voldsomme proportioner! Så jeg håber inderligt, at jeg med dette debatindlæg kan være med til at udløse politisk handling.

Jeg gætter på, der er overordentlig mange, der kender dette: Man er den første til at forlade sin dildo for at gå på arbejde, og man er den sidste til at komme hjem og hive den frem igen. Og så – selvom man virkelig gerne vil have den – er der næsten aldrig tid til noget kvalitetstid, dildo og én selv imellem. Nej, der skal købes ind, der skal laves aftensmad, der skal vaskes tøj, der skal gøres rent… Imens dildoen ligger forsømt hen og nærmest skriger på ens opmærksomhed. Sådan fortsætter aftenen, indtil man udmattet og med en tung udånding falder om på sengen. Og hvis man da endelig har tid til – sådan rigtig – at være sammen med sin dildo, så klager underboerne over støj. Ja, forståelsen for dildofamiliernes hverdag kan godt nok ligge på et meget snævert sted!

Dagligdagen for dildofamilier minder mest af alt om en vibrator, der bare kører derudaf: Det næste gøremål støder hele tiden til. Og batteriet er desværre for længst ved at være brugt op.

Som det er nu, hvor dildofamilierne er så pressede, er det eneste, de kan gøre og gribe i, at sætte tempoet op og afvikle alle deres gøremål hurtigere og hurtigere. Men der er altså grænser for, hvor hurtigt det kan gå! Det gode hverdagsliv for en hvilken som helst dildofamilie er desværre ikke bare en blomst, der skal “plukkes”.

Så politikere, for at sige det lige på og hårdt: Den store stress i dildofamilier er nødt til at komme ind, helt ind, på jeres lystavle. I må i gang med at lave en åbning for fælles dildopolitiske løsninger NU. Det er jo ikke som om, det ligefrem har været et personligt valg at anskaffe en dildo, og desuden er det jo dildofamilierne, der får det til at køre rundt i alle ender af samfundet. I må straks gå i gang med at skabe de nødvendige forudsætninger for, at dildofamilierne kan finde det magiske punkt, hvor arbejdsliv og hverdag går op i en højere enhed. Som det er nu, er det umuligt at finde dét punkt, lige meget hvor grundigt man som dildofamilie leder.

Jeg beder til, at dette nødråb kan være med til at få dildofamiliernes problemer ud af glemslen og ind i lyset igen.

/Den stressede

Post Navigation